Thorning
– Centrum for familie- og pendlerlivet
Med sin beliggenhed midt mellem Silkeborg, Viborg, Herning og tæt på Karup Lufthavn er Thorning et ideelt sted at bosætte sig for børnefamilien, der gerne vil bo trygt og lokalt, mens der er kort pendlerafstand til rigtig mange arbejdspladser.
Børnehave og skole tæt sammen
Børnehuset i Thorning ligger centralt i Thorning med skolen og idrætspladsen som nærmeste nabo. Det gode naboskab kommer børnene til gode og springet fra børnehave til skole opleves ikke voldsomt. Thorning Skole er en 2-sporet skole fra 0. – 9. klasse med et inklusionscenter. Den historiske placering centralt i “Blicheregnen” har stor betydning for skolen, som gør meget for at øge kendskabet til de historiske rødder og styrke den lokale identitet.
Fra lokalteater til professionelt set-up
Hvert år i juni emmer byen af fest, premierenerver og klapsalver, når Thorning Friluftsspils musical løber af stablen. Store gamle egetræer danner rammen om scenen og skaber en naturlig udendørs teatersal, som rummer mange sommerminder. Hvad startede som hyggeligt amatørteater har i dag udviklet sig til et set-up med professionel instruktør, koreograf, kapelmester og korleder. Derudover er 160 lokale involveret i alt fra skuespil til kostumesyning. Og anmeldelserne er fine – både fra publikum og avisernes anmeldere.
Historisk central placering
Thorning har altid nydt godt af sin centrale placering. Den gamle Hærvej går gennem byen og har historisk budt på mange besøgende og handel til byen. Også i nutiden besøges Thorning af mange Hærvejsvandrere, der tilbagelægger turen fra Tyskland til Viborg og overnatter i byens pilgrimshjem.
Kompedal plantage
Kompedal plantage er en af Danmarks 15 naturnationalparker. Plantagen er en af Jyllands største sammenhængende plantager blev anlagt i 1797 ved store mark- og hedeområder blev tilplantet med nåletræer. Ser man plantagen på et kort, er området inddelt i systematiske firkanter adskilt af grusveje og brandbælter. I dag består plantagen af både lukkede skovområder med nåletræer og store åbne hedearealer med lyng, revling og tyttebær.
På ture rundt i plantagen er der gode chancer for at møde en eller flere af de 4-500 krondyr, der lever i plantagen. De store sletter og skovområder tiltrækker også mange forskellige fuglearter. Bl.a. musvåger, spurve- og duehøge og de store sorte ravne, der flyver skrigende rundt højt over plantagen.
Plantagen emmer af historie
Også Kompedal Plantage krydses af Hærvejen i dag som for mange år siden. Dengang dog knap så fredelig som i dag. På et af hedestykkerne – Grathe Hede – udkæmpede kongekampen sig mellem Valdemar og Svend i “Slaget på Grathe Hede”. Kampen endte med at Svend blev slået ihjel og Valdemar vandt. Svend blev senere kaldt Svend Grathe og Valdemar, der samlede Danmark igen efter årtiers borgerkrig, fik navnet Valdemar Sejr.
Historien på Blicher-egnen
Området omkring Thorning kaldes Blicher-egnen opkaldt efter forfatteren Steen Steensen Blicher, der fra 1819-1825 var præst ved Thorning Kirke. Mange af Blichers fortællinger, tager udgangspunkt i egnen omkring Thorning og nabosognet Virum, hvor han voksede op. I dag er en stor del af byens veje navngivet efter Blichers noveller, fx Hosekræmmervej og Mads Doss Vej.
På Silkeborg Museum, Blicheregnen, der har til huse i Præstegården, ses en udstilling om Blicher samt egnens historie med Slaget på Grathe Hede.
Thorning
- Ca. 1.000
- Thorning ligger 22 km nord/vest for Silkeborg
- Viborg > 22 km
- Herning > 37 km
- Karup Lufthavn > 16 km
- Der er indkøbsmuligheder i byen
Institutioner børn
Boliger i Thorning
Lokale links
OFFENTLIG TRANSPORT
Mød tilflytterne
“Som tilflytter er jeg overrasket over, hvor mange unge børnefamilier, der bor her.”
Camilla
“Vi var ved at vokse ud
af vores lejlighed i Aarhus … Her er der plads på den gode måde.”
Maria Louise
“Vi har natur meget tæt på. Så den daglige løbe- eller cykeltur kan foregå i flotte omgivelser, uden at man skal transportere sig igennem det ene og det andet lyskryds.”
Steffen