”I naturen har jeg fundet et element, jeg har lyst til at blive i”

Marie Svendsen Volf

Mød Marie Svendsen Volf. Bosat i Levring og bidt af natur og friluftsliv. For i naturen venter både små sejre og store oplevelser.

”Hej!”
En stemme lyder et sted i det høje, hvislende græs. Marie Svendsen Volf stikker hovedet frem og er hurtigt henne for at give hånd. Med et stort smil, friske røde kinder og det lange hår i en praktisk fletning.

Det ældre, røde murstenshus ligger omkranset af høje træer og rundt om gårdspladsen er der grønt, så langt øjet kan se. Det er nemt at forstå, hvad der for tre måneder siden fik Marie, hendes to sønner og kæresten Jens Peter herud for enden af en grusvej i Levring, en landsby godt 20 minutters køretur fra hjertet af Silkeborg.

De sorte skyer hænger tungt, så vi går i ly indenfor, hvor drengene, Emil og Malte begge fordybet i iPads, og labradorblandingen Maggie, hilser på.

 

Solgt til Silkeborg

”Jeg flytter aldrig herfra,” kommer det fra Marie. Uden tøven. Hun, der ellers har pakket flyttekasser talrige gange i sit 39-årige liv, har fundet sit sted i verden. Faktisk er huset og de seks hektar jord hendes 20. matrikel. Ungdomsårene udspillede sig i Fredericia, så boede hun flere steder i København, på Fyn og nogle år i udlandet, blev det også til.

Men nu er hun solgt. Solgt til Silkeborg-området og den natur, der omkranser alt her. Som giver hende mulighed for at leve det liv, spændt ud mellem ro og adrenalin, som hun elsker. Hvor hun kan køre mountainbike den ene dag, når pulsen skal op. For den næste at finde fordybelsen i skovene og søerne.

”Vi går alle sammen af samme sti og det kan være godt at turde gå nogle andre veje. Og i naturen har jeg fundet et element, jeg har lyst til at blive i, ” forklarer hun.

 

Bål, pandekager og samvær

For nylig blev Marie, der er uddannet pædagog, tog for nylig uddannelsen til friluftsvejleder. Og for et år siden skabte hun og Jens Peter virksomheden ”Awayout”, hvor de rykker ud og skaber oplevelser for folk med hang til udeliv. Ikke noget de skal leve af, men noget de gør for at dele det de elsker med andre mennesker. For eksempel at holde børnefødselsdage under åben himmel, hvor svømmehal og slush ice er skiftet ud med bål, pandekager og nærvær. Essensen af at være sammen.

Skyerne er drevet over, og vi vover os udenfor. Mens vi går, fortæller Marie begejstret om, hvordan familien for nylig har passet og plejet nogle forældreløse fasankyllinger, til de kunne klare sig selv. Og skulle man ende som forældreløs fasankylling, ville man gerne havne hos den her familie i Levring.

Et tilgroet område foran huset har fået klippet smalle stier med havetraktoren, så der er fri passage hen til bålpladsen. At bygge bålpladsen var noget af det første, Marie og Jens Peter kastede sig over, da de overtog fra den tidligere ejer. Så må huset komme i anden række.

 

Sejre omkring bålet

Marie tilbyder cowboykaffe og på et råt plankebord med ben af simple trægrene venter friskbagte boller. Hun hælder de malede kaffebønner direkte i kanden og giver den en sikker svingtur over hovedet for at få kaffen til bunds. Efter et par minutter er den klar, og Marie skænker op i et par rustikke kopper i træ.

Vi taler om, hvad det er friluftslivet kan. Når ”Awayout” har familier omkring bålet, oplever hun tydeligt, hvordan roen helt instinktivt indfinder sig. I starten er fædrene lidt distræte, men efter noget tid med en kniv i hånden samler fokus sig om snitteriet og den ene ting – at få overfladen glat.

”At være samlet i naturen åbner op for det basale. Så er der mange sejre i noget så simpelt som at snitte eller lave bål,” forklarer Marie.

Mødrene derimod er ofte usikre og overbeskyttende i forhold til, at børnene er tæt på ild og skarpe knive. Men børnene har en medfødt respekt for ilden og skal have lov, mener Marie.
”Og helt ærligt, man lærer ikke at snitte en pind med en kartoffelskræller,” understreger hun med et smil.

 

Friluft uden loft

Marie har selv måttet lære det med at finde roen og glæden ved langsommeligheden.

”Jeg er faktisk normalt meget lyst- og impulsstyret, men friluftslivet kalder på fordybelse. Så det har også åbnet for et nyt kapitel i mit liv,” fortæller hun.

For oplevelserne i og med naturen giver kan noget helt særligt:
”Det har åbnet en verden af nye relationer og nye fællesskaber for mig. Man møder så mange forskellige slags mennesker. Og når man sidder omkring bålet, er det ligegyldigt, hvem man er. Friluftslivet har ikke noget loft,” forklarer Marie.

Vi går en tur på det store område. Maggie lunter hjemmevant med og ser ud til at have købt ind på friluftlivet. Marie slår ud med armen og viser, hvor langt grunden strækker sig, hvor deres helt eget stykke af åen løber og hvor hun og Jens Peter er ved at bygge et shelter i skoven.

 

Forelsket i naturen

”Jeg elsker skoven. At sidde og lytte til vinden, der griber fat i trækronerne. Det kan noget. Det giver fordybelse og skaber rum i et stort landskab for børn at lege i. Jeg er forelsket i naturen. Alt her er så intenst,” fortæller Marie.

Marie fortæller, at de med tiden godt kunne tænke sig at åbne matriklen op for andre.  Fx at andre kan bruge shelterne eller dyrke råmotion i det ujævne terræn. En OCR-bane (Obstacle Course Racing) er også på tegnebrættet. Marie er ikke bange for at dele med andre.

 

Finurlig og drilsk natur

En gang om ugen går turen ind til Silkeborg for at mødes med veninderne. Så svømmer de baner ved Almindsø eller Slåensø. Eller vinterbader. Selvfølgelig. Efter en time i selskab med Marie, overrasker det ikke, at frost også er hendes element. Og er der is på søen, slår hun blot hul i, fortæller hun. I vinter var Marie i Norges fjelde og oplevede whiteout, tilstanden, hvor sneen omslutter alt, og hvor hun måtte forcere ekstreme stigninger i ukendt landskab.

”Jeg kan godt lide, at naturelementerne sætter en på prøve. Hvis jeg er alene, går jeg først i panik, men når man er ovre panikfasen, så skal man handle og håndtere situationen. Naturen er finurlig og drilsk – og vi kan ikke tæmme den. Vi er så vant til at finde løsninger, men ude i naturen, kan du ikke google det,” slutter Marie.

 

Om Marie
Marie Svendsen Volf, 39 år. Uddannet pædagog og friluftsvejleder.
Mor til Emil, 10 år og Malte, 7 år og kæreste med Jens Peter, 47 år, der er uddannet tømrer. Jens Peter har tre børn, der alle er flyttet hjemmefra. Har siden 1. april 2020 boet i Levring ved Kjellerup. Marie og Jens Peter har sammen startet virksomheden Awayout,
Virksomheden Awayout: www.awayout.dk