Tid til det frie liv i byen

Line Bojsen

Line Bojsen elsker det frie og nemme liv som børnefamilie i lejlighed. Og så elsker hun at bo midt i Silkeborgs historie.

Vi er midt i Silkeborg. I en ikonisk, rustfarvet bygning, der oprindelig husede en højskole, men som efter en gennemgribende renovering i dag rummer store lejligheder.

På første sal bor 32-årige Line Bojsen sammen med sin mand, Christian og deres to børn, Agnethe og Beathe. Og man behøver blot at krydse dørtærsklen hos Line for at opdage, at hun har en veludviklet sans for indretning. I hvert hjørne af de 146 m2 er der noget for øjet. Loppefund, arvegods og arkitekttegnede klassikere mikset med original kunst af blandt andre vilde Hornsleth og stille Kvium. Der er brændte farver, et ryatæppe under sofaen og overalt et behageligt, dæmpet lys.

”Jeg kan ikke bo helt hvidt og minimalistisk. Jeg har brug for at bløde op med farver og er ikke så farveforskrækket. Det er nok mit gamle, kreative frisørgen, der spiller ind,” fortæller Line grinende og serverer friskbrygget kaffe.

Vigtig familietid

De har nu boet i lejligheden ved åen i halvandet år. Tidligere boede de i et typisk nybyggerkvarter sammen med en masse andre unge par. I et hus de selv havde tegnet, og som Christian, der er tømrer, selv byggede. De første par år var uden børn. Alt var som det skulle være. På papiret. Men i et hus er der altid noget praktisk, der skal laves, så alt for meget af Christians tid gik med at stikke kanter af i haven, slå græs og fikse ting.

”Han kunne nemt bruge ti timer om ugen bare i haven. Det var et mareridt,” fortæller Line med vendte øjne og et smil.

At have tid sammen som familie er for Line en af de vigtigste værdier. Og hun følte aldrig, at de brugte tiden rigtigt. Så stik imod, hvad de fleste børnefamilier gør, besluttede de at sælge huset og flytte i lejlighed. Det har de på ingen måde fortrudt.

”I en lejlighed er der ikke så mange ting at forholde sig til. I huset gik der så meget tid med praktiske gøremål, som vi ikke skal tænke på her. Det er et meget mere simpelt liv, vi har her. Tiden og friheden ved at bo i lejlighed er for os enormt vigtig,” fortæller Line om det bevidste valg af lejlighed i stedet for hus.

”I hverdagen mærker man som børnefamilie måske ikke den store forskel på, om man bor i hus eller lejlighed. Der har man travlt med sport og andre fritidsaktiviteter. Men i weekenden tager vi op i byen, køber ind, går på cafe eller bare hygger sammen.” Og uden en masse praktiske hus-to-do lister, har familien fået tid til det.

Dynamisk og skævt

Vi sætter os omkring det runde Poul Kjærholm marmorspisebord. På væggen oven for hænger en kæmpe fotokunst-plakat købt på et galleri i København. Titlen er ’Lonely Man Waiting’ og forestiller en sæt blondeundertøj spredt sirligt ud på en ellers øde seng. Der er ikke meget metervare over lejligheden.

”Vi kan godt lide, at tingene er lidt skæve. Da vi boede i huset, var alle omkring os samme sted i livet. Her i ejendommen er der en anden mangfoldighed. Der er børnefamilier som os, den ældre generation bor her, og så er der de midaldrende. Den dynamik elsker jeg,” fortæller Line, som holder af at kunne trække sig tilbage i lejligheden, når hun har brug for det.

Vi går ud på den lille altan, der er indrettet med bambussofa, krukker og grill, mens Line fortæller om familieliv i byen. Pigernes børnehave og skole ligger midt i byen, og når Line har hentet, går hun og pigerne ofte en tur fx ud på Odden eller tager på legepladsen ved biblioteket. Eller en tur i skoven. For selvom de bor i byen, er de omgivet af natur. Så når gummistøvler og vandreture trækker, behøver de bare gå få hundrede meter. Så er de midt i skoven. Andre gange går de ned til slusen, lejer en motorbåd og sejler ud i det blå.

Sætter pris på historien

Når Line ikke tager imod i den store lejlighed ved åen, arbejder hun som selvstændig SoMe-konsulent. Det vil sige, at hun hjælper små og mellemstore virksomheder i byen med at være til stede på Facebook, Instagram og LinkedIn. Hun elsker, når hun kan få lov til at jonglere kreativt med billeder og ord for at skabe en stemning og hjælpe virksomhederne med at booste deres brands. Også derfor giver det god mening for hende, at hun er der, hvor tingene sker.

Og så er der byens historie. At bo midt i historien – med museer, Hjejlen, torvet med statuen af byens grundlægger, Drewsen, og alle de smukke bygninger, betyder meget for Line. Lige ved siden af familiens ejendom, ligger Papirfabrikken – stedet hvor der i gamle dage blev lavet papir til pengesedler. Tilbage i 1800-tallet kickstartede fabrikkens grundlæggelse byens enorme udvikling.

”Jeg elsker historie, og Silkeborg by emmer af historie. Mange glemmer historien, særligt den historie, der gemmer sig lige uden for ens baghave. Man lærer at sætte pris på det, når man kender det. Også i forhold til børnene. Det er vigtigt, at de får udvidet deres horisont,” fortæller  Line.

Ideelt liv med lejlighed og camping

Der er ellers ikke meget campinghabit og fællesopvask over Line og lejligheden ved åen, men når hun og familien forlader lejligheden i weekender og ferier, er det ofte med egen campingvogn på slæb. Kombinationen af lejlighed og campingvogn har vist sig at være ideel. Om sommeren triller de ned og tilbringer fire uger på deres lille luksuscampingplads ved Gardasøen. Så står den på familietid og knubben albuer, men det er en del af formålet:

”Så er man tvunget til at være sammen. Når man bor i campingvogn finder man ud af, hvor lidt plads man egentlig har brug for. Vi elsker friheden ved camping – at vi kan tage, hvorhen vi vil, når vi har lyst,” siger Line.

Og fremtiden?

”Vi bliver boende her. Helt sikkert. Og det bliver endnu nemmere, når børnene bliver ældre. Jeg tror, vi vil have en god bonding med vores børn og deres venner, fordi vi er så tæt på,” fortæller Line.

Om Line

Line Bojsen, 32 år. Mor til Agnethe, 6 år og Beathe, 3 år. Opvokset i Holstebro. Oprindeligt uddannet frisør. Gift med Christian, 35 år og tømrer. Line arbejder som selvstændig SoMe konsulent for flere virksomheder i byen, blandt andet Cafe Drewsens, B & O og bilforhandler Per B. Cars. Derudover arbejder hun som boligstylist.
Link: www.boliguniverset.dk
Instagram: www.instagram.com/boliguniverset/