”Vi passer godt ind her i Jylland”
Ditte Schmidt Larsen
Fra parcelhus i København til nedlagt landbrug i Sorring. Mød nordsjællænderen Ditte Schmidt Larsen, der i Jylland har fundet plads til at udleve hobbyer og familiedrømme.
”Wroom-wroom,” lyder det et sted mellem de tætgroede træer. Den lille ATV kommer blæsende op ad bakken. Ved rattet sidder en lyslokket kvinde med et stort smil. På siden af ATV’en forsøger hyrdehunden, Gordon, ihærdigt at følge med. Kvinden ved rattet er Ditte Schmidt Larsen, 29-årig nordsjællænder med hang til store vidder og fart.
”ATV’en var en af de første ting, vi købte, da vi overtog,” fortæller hun begejstret om den lille offroader.
Øl og hotdogs i Sorring
Vi er i Sorring. En lille by 16 kilometer fra Silkeborg. Sorring er sådan en by, der byder folk velkommen. Ved indkørslen til byen møder man skiltet ’Sorring – godt at se dig’. Og man forstår, hvorfor byen er kendt for sit gode sammenhold med både fredagsbar og fællesspisning. Ikke svært at forstå, hvorfor Ditte og manden, Kristian, følte sig velkommen, da de i 2018 overtog et nedlagt landbrug med seks tønder land til.
”Vi blev taget vildt godt taget imod. Folk kom med indflytningsgaver og ville hilse på. Det var overvældende,” husker Ditte.
Kort tid før de overtog huset, havde der været vejfest, men så besluttede Ditte og Kristian bare at holde endnu en fest for de nye naboer og bekendtskaber. Der var øl og hotdogs, og naboerne mødte talrigt op. ”For det siger jyder ikke nej til,” fortæller Ditte med et grin.
Plads til armbevægelser
Inden flytningen mod vest, boede parret, der begge er civilingeniører, i et parcelhus i Ballerup – en forstad til København. På sådan en vej, hvor man ikke hilste på hinanden eller drak en kop kaffe over hækken. Og huset, de boede i, var uden plads til store armbevægelser. Bogstavelig talt. Ditte er nemlig passioneret cross fit-udøver, så et af kravene til huset i Jylland, var, at der skulle være plads til et rummeligt home gym komplet med vægtstænger, træningsbænk og udstyr.
”Tidligere trænede jeg 4 timer om dagen, så det fylder meget i mit liv. Nu drømmer jeg om at lave et home gym herude med glasfacade, så man har udsigt, mens man træner. Og så kan man bruge skovens materialer til at træne med,” fortæller Ditte entusiastisk.
De bestemte sig for at kigge efter en mindre by, og vidste, at chancen for at finde et stort hus, der var til at betale, i omegnen af hovedstaden, var lille. I deres søgning efter bolig, zoomede de derfor ind på Midtjylland. For Ditte, der har boet mange forskellige steder, herunder en årrække i USA, betød det ikke det store, at de var på vej til den anden ende af landet.
USA blev til Silkeborg
Forud for boligjagten, havde de skrevet en udførlig tjekliste. Blandt andet var det vigtigt, at der var plads til home gym, et stort værksted til Kristian og en skov til de hunde, Ditte vidste, hun ville have. De tegnede en radius rundt om Århus, så der var nem afstand til job, og så poppede det store hus på 300 m2 op. Ditte fortæller, at de faldt for det med det samme.
Faktisk var Ditte og Kristian ved at forberede at flytte til USA, da de besluttede at kigge på huset i Sorring. ”Og så kunne vi bare ikke lade være”, siger Ditte.
USA blev til Midtjylland, og valget endte med at være nemt. For i USA ville de ikke have mulighed for et stort hus, der kunne rumme både værksted, home gym, børn og hunde. Lidt af drømmen om USA er dog gået i opfyldelse, da de for nylig tilføjede en stor truck til bilparken.
Og her er vi så i Sorring. Der er natur. Der er plads til Dittes træning, og der er en stor lade, hvor Kristian kan gå og fikse ting. I et stort, gammelt hus er der altid noget at lave. Og det er også meningen.
”Det er begrænset, hvor meget der er at lave i et parcelhus. Her kan han gå og rode i værkstedet. Vi passer godt ind i Jylland – vi havde også den største trailer i hele Ballerup,” griner Ditte.
Helt ned i tempo
Hun viser rundt på grunden med sønnen, 1-årige Alexander, i barnevogn. Hundene, Brady og Gordon, leger kådt sammen. Inden længe kommer en lillesøster til, som sammen med resten af familien kan nyde roen og den vidtstrakte udsigt til marker og skov fra toppen af bakken.
”I København er der en konstant summen, der er sirener og larm. Når vi kommer herover, er det bare ’Aahh’. Der er en helt anden ro herude. Og det var også en del af beslutningen. At komme ned i tempo i hverdagen i stedet for at køre i sjette gear hele tiden. Nogle gange siger vi til hinanden, når vi er i København ’tænk, at vi har levet sådan her hver dag’,” fortæller Ditte.
”Mor, jeg vil bo i Jylland”
Familien skulle lige synke en gang, da Ditte fortalte om at flytte til ’det mørke Jylland’. Særligt Dittes mor, der er inkarneret københavner, var ikke begejstret.
”Men allerede første gang hun besøgte os, sagde hun, at hun godt kunne forstå, hvad vi faldt for. Hun føler, at hun kommer i sommerhus, når hun er er her,” siger Ditte.
Og besøg mangler de ikke i Sorring. Næsten hver anden weekend, er der besøg fra Sjælland.
”Nu er vi sammen med familie og venner på en anden måde, end når det bare er til en kop kaffe. Vi har mere fokus på at være sammen,” siger Ditte og tilføjer, at hendes svigermor lige har købt hus i Truust, små 15 minutter fra Sorring.
På spørgsmålet om, hvad fremtiden bringer, er Ditte klar: ”Vi bor i hvert fald stadig her. Det er 100 procent sikkert. Og så har vi travlt med vores projekter, som vi har tid og økonomisk frihed til at gennemføre,” siger Ditte om livet på landet i Jylland.
Om Ditte
Ditte Schmidt Larsen, 29 år. Uddannet civilingeniør fra DTU. Opvokset i Hillerød og USA.
Bor sammen med sin mand Kristian, 35 år og civilingeniør, sønnen Alexander på 1 år og deres to hunde. En lillesøster på vej. Har siden 2018 boet på et nedlagt landbrug i Sorring.
Sorring
– Landsbyen på toppen
Sorring ligger som Danmarks højest beliggende by. Med sine 148 meter over havet er der fra Sorring en fantastisk udsigt over Søhøjlandets bakkede landskab. Med kort afstand til både Silkeborg (15 km) og Aarhus (25 km) er Sorring en landsby strategisk godt placeret i forhold til vækst. Og væksten har allerede sat sine spor med ny børnehave, udvidet skole, ny idrætshal og nyudstykkede grunde.
- Silkeborg > 15 km
- Aarhus > 24 km
- Randers > 43 km
- Børnehave
- Skole
- Indkøb
- Idrætshal